Denne Bog vender kun hjem til det Sted, hvor den fødtes. Dens Fortælling er spiret af en eneste Erindring og den er vokset ved den.
Under Hospitalets lange Nætter uden Søvn stod Døren aaben til den lille Forstue. Derude sad Plejerskerne ved deres Træbord. Lige overfor hinanden arbejdede de stille ved det fælles Lys. De vekslede ingen Ord. Men paa én Gang havde de begge paa samme Tid sluppet deres Arbejde og begge saá de tavse ind i Lyset med et langt BlikØjne, der søgte fjernt, saa fjernt bort, langt bort mod deres Livs ukendte Erindringer.
Saadan sad de en Stund med Panderne løftede mod Lyset.
Og over deres Ansigt fløj den samme Skygge af en Vaagnen; en Stønnen kaldte dem og de stod op og stille vendte de hjem til deres Pligt.
Men hine to Kvindeansigteraa dagligdags Ansigter med bortstrøget
Haar fra lidt kantede Tindingervar forblevet i en Sygs Erindring og Maaneder og Aar kom de igen og igen som et Minde, der kaldte paa fler og fik hundrede Billeder i Følge.
Minder fra Hospitalets tavse Haver, hvor Løvet faldt tyst i tyste Gange og Byens Støj lød dæmpet hen som fra en Verden, der er glemt; Minder om de mægtige Gaarde, hvor Bærernes hastige Trin døer hen, og om de lange hvide Gange, hvor i Skumringen, dækkede af det sidste Lagen, de bringes bort, som har ophørt at lide.
Og Dampmaskinens Støj, hvis Stempel slaar som det uhyre Hus' ustandselige, drivende Hjerte.
Og Dørene, som aabnes og lukkes, tungt; og de Syges uophørlige Tog, der kommer og gaar, og Mennesker, hvis Verden dette er, hvis Liv er her.
Tankerne forfulgte dette Liv. Og Haver og Gaarde og Gange og de Syge i Seng ved Seng og Rekonvalescenters møjsomme Trin, og Lægers Skikkelser, som følger deres Vej, og Arbejdet, ens hver Dag fra Time og til Timedet blev Rammen, flød sammen som Ramme om er enkelt Liv.
Af alt dette Levende skød én Skæbne frem, en Skæbne at gøre levende.
Nu sendes Fortællingen hjem til det Sted, hvor den blev til.