Det stille Vand

Stille, stille stod Luften over Furesøens dovent-blanke Vandflade, sommertung og stille. Nu og da strøg der et Vindpust ind mellem Bøgeskovens Træer, og det var som et afmægtigt Gisp fra et træt Bryst. Hivende nødte det sig frem, og det hørtes næppe. Ubevægeligt hang de grønne, tætte Løvmasser, skærmende som sænkede Alkovegardiner ludede de sig ud over Søen. Under dem var der lønlige Kroge, skjulte Smuthuller, hvor forelskede Solsort-Par strøg ind og ud.

Der var Fred over Landet. Sommerfred, dansk Fred.

Men inde mellem Sivene der summede og surrede det af lodne Insekter, der tumlede sig i den bagende Sol. Og nu og da slog en Karuds i Vandskorpen med et fedt Skvæt. Vandet boblede, og der dannede sig Ringe. Og saa blev alt igen stille, stille ...

Men i Skoven var der Mennesker. De var søgt derud for at holde Søndag. Familievis kom de traskende med trætte og slæbende Skridt hen ad Vejen, der lysnede mellem de mørkløvede Træer. Arbejdet, de seks Dages Tynge, sad endnu i Kroppen paa dem. Og desuden havde de læsset sig med Madkurve af brutalt Omfang og med overflødigt Overtøj og grønne Grene. De lange Døgns Slid havde mærket dem bøjet en Ryg, krøget et Lem som Arbejdsredskaber langsomt formes efter det Brug, der daglig gøres af dem ...

Ganske tavse kunde de gaa der, bare strækkende Lemmerne i den skyggefulde, friske Luft.

Men pludselig kunde den briste ud af dem, voldsomt, næsten trodsigt, den indelukte Tørst efter frit Liv. Saa gav de sig til at løbe. De dansede tungt over Vejen og klappede i Hænderne. Eller de sang med grove, usikkert-drævende Stemmer: Der er et yndigt Land ... Og naar de saa blev trætte, lagde de sig ned paa Jorden, klæbede deres Legemer som døde Klumper til Skovbunden og indsugede den ramme, vejrede Lugt af Jord og af vissent Løv.

Dettagli