Stephanie har kun én ting i hovedet: at blive den dygtigste havfrue pa holdet, sa hendes svømmelærer Tarek endelig far øjnene op for hende.
Men hvor langt vil hun ga for at fa det, hun drømmer om?
Jeg ved ikke, hvad jeg skulle med en bedsteveninde. Eller hvad de skulle med mig. Jeg ved det simpelthen ikke.
Jeg ved, at far kan lide mig, hvis jeg ikke brokker mig eller beder om noget, og selv kan lase mig ind og husker at lukke køleskabslagen, og hvis jeg ikke græder eller hidser mig op eller minder om mor.
Og jeg ved, at mor kan lide mig, nar jeg minder hende om hende selv. Nar jeg vil de samme ting, som hun vil, eller ville engang. Te og pizza og skøjter og tøsesnak. Den slags. Og nar jeg er tynd. Hun kan bedst lide mig, nar jeg er tynd.
Tarek kan godt lide mig, nar jeg er en dygtig havfrue. Jeg kan se det pa den made, han kigger pa mig pa. Det er noget med hele hans ansigt, der straler, og noget med hans blik og med maden, han ryster pa hovedet pa, som om han synes, jeg bare er helt utrolig.
Nar han kigger sadan pa mig, er det det bedste, jeg ved.