»Skriv om din far!« udbrød redaktøren. »Det bliver en bog!« »Min far?« svarede jeg. »Han var der ikke. Man kan ikke skrive om en mand der ikke var der.« Men han gør det alligevel, Morten Sabroe. Borer sig som en detektiv ned i historien om faren, der lukkede sig inde i et navn: Den Gyldenblonde. Han prøver at forsta den berømte mand, der kun var 16 ar, da han mistede sin endnu mere berømte far, folketingsmanden og børnevennen Peter Sabroe, ved en togulykke i Bramminge. Var det saret, der fik ham til at lukke sig inde og blive fjern? Hvad betyder det at vokse op med en far, man ikke kan na? Gar sviget i arv, eller kan man bryde mønstret? I en bevægende og gysende intens fortælling skriver Morten Sabroe om en far, der ikke kunne give kærlighed, men søgte den i det anonyme publikums klappende hænder. Han retter ogsa blikket hensynsløst indad: »Hvilken far var du selv?« Fader vor begynder, hvor Morten Sabroe gav slip i sin store bestseller Du som er i himlen. Dengang beskrev han sit komplicerede forhold til en mor, som han elskede, hadede - og endte med at tilgive. Nu ta'r han i samme kompromisløse stil fat pa forholdet til sin fraværende, berømte far. Fra bogen: »Jeg strakte aldrig handen ud efter din, jeg sagde aldrig: »Se mig, far!« Jeg stjal alle de hundredekronesedler fra din pung, og maske var det, for at du skulle fa øje pa mig og give mig en røvfuld. Jeg bad dig aldrig sige, at du syntes jeg var fantastisk, jeg bad dig ikke om noget, ikke sa meget som et anerkendende blik, men der var én ting du kunne have gjort: du kunne have sparket den fodbold hen til mig. Hvis du havde gjort det, havde denne bog været løgn, det er den maske alligevel, men sa er den ikke særlig stor. Den er til at leve med bade for mig og for dig.«(...)» Jeg ved godt, du sidder og skriver, og at du er langt inde i din egen gyldenblonde verden, hvad fanden du sa vil dér. Der er en ting, du skal vide: En dag bliver jeg en voksen mand som dig, jeg far børn, og det er meget muligt, at jeg ikke har faet nogle tricks med hjemmefra, det er ogsa sandsynligt at jeg vil gøre det meste forkert, men én ting er sikkert, de børn jeg far, vil vide, hvem jeg er. Jeg vil sta lige foran dem, og jeg vil vise dem næsten alle mine udtryk. De vil se mig rase, grine, klovne, miste besindelsen, være ude af mig selv, men de vil ikke se mig græde. Det gør jeg i biografen, mens jeg glæder mig over, hvor stort og følsomt et menneske, jeg er.«