Humoristisk og grotesk skildring af en dansk herregardsslægts opløsning og forfald i 1800-tallet. Den viser arvelighedens forbandelse, adelig degeneration og depravering modstillet "sund" ra drift og selvisk udfoldelse. Den kan læses som en selvstændig fortsættelse af Gustav Wieds roman fra 1898, Slægten, og har da ogsa undertitlen Slægten, Opus 2. "Godset Egeborg smuldrer under slægten Uldahl-Eges erotiske udfoldelser. Etatsradens uægte imbecile afkom fylder godsets asyl. Garden flyder af uappetitlighed. Sønnen Nils har erobret en yndig krokone, Line; men efter at han har bedraget hende med deres børns lærerinde, vil hun ikke længere give sig "hans syge Sanser i Vold." Følgen er, at Nils drikker med gardens tjenende kvinder. Døtrene farer vild. Nils gar fallit og godset splittes ad. Etatsradens bror, Joachim pa Ravnsholt, gifter sig in extremis med sin husbestyrerinde, madam Henriksen, og det er hendes granvoksne sønner af et tidligere ægteskab, som bliver arvinger til godsets garde. Nils synker i Wieds øjne sa dybt, at han bliver en ydmyg kristen bekender og kirkegænger." - F.J. Billeskov Jansen Titlen "Fædrene æde Druer" er et citat fra Det gamle Testamente efter Jeremias' Bog (31,29), hvor fortsættelsen lyder: "Og Børnenes Tænder bliver sure."