Fædrene æde Druer, Roman

Grusomme Isidor, hvorfor sad Du hele Tiden og talte med Moder? Mærkede Du ikke, at jeg hele Tiden saa paa Dig henne fra Vinduet og blev blegere og blegere af bare Længsel ligesom en lille syg Blomst, der længes efter Solen? Jeg elsker Dig, Fætter Isidor, jeg elsker Dig, saa jeg kunde skrige! Ved Du, hvad jeg gør om Aftenen, naar jeg kommer i Seng? Jeg tager det Lommetørklæde, som Du tabte forleden Dag ude i Entréen og ikke kunde finde igen, og lægger over mit Ansigt og drømmer om Dig, lige til jeg falder i Søvn, det lugter saa dejligt af din Parfume, og nu har jeg selv købt mig en Flaske Violette Russe ude hos Matrejalist Ingerslev. Aa, lille, søde, rare Fætter Isidor, naar Du kommer og besøger os, er det ligesom Solen, der skinner, og jeg kunde godt sidde hele Tiden paa en Skammel ved dine Fødder og se paa Dig uden at blive træt; men det maa jeg jo ikke, da Du er gift. Pigebørnene gør Nar af mig, fordi jeg saa gerne vil tale om Dig, saa nu nævner jeg aldrig dit Navn mere, og naar jeg ikke kan lade være, saa gaar jeg hen i en Krog og siger ganske stille for mig selv, »Isidor, jeg elsker Dig!« Og sommetider naar Tyrk og jeg er nede i mit Hus, saa taler jeg højt om Dig, og jeg tror, at Tyrk forstaar mig, for han ser saa bedrøvet lige ind i Øjnene paa mig, og saa græder jeg, og han slikker mig i Ansigtet; hvad bryder jeg mig om at faa Bændelorm; jeg vilde gerne blive syg og dø, for saa vilde de andre nok sende Dig min Dagbog, og Du vilde tænke med Kærlighed paa din lille S, hvis Hjerte er bristet. Men der er én Ting, jeg vil bede Dig om, Isidor, og det er, at Du ikke vil tegne et grinagtigt Billede af mig med brændende Hjerter eller saadan noget paa, som Du plejer, for jeg elsker Dig saa trofast, maa Du tro, at det ikke er til at gøre Nar af; og kan Du ikke lade være at tegne, Isidor, vil Du saa for Guds Aasyn love mig ikke at vise det til Søstrene? Aa, hvor vilde jeg dog gerne blive rigtig syg, for saa fik Du nok Lov af Rosita til at sidde ved min Seng og holde mig i Haanden, naar jeg skulde dø, for Du kan være vis paa, at hvis Rosita blev syg og døde, og Du saa giftede Dig med mig, saa skulde jeg nok være en god Moder for jeres Børn, og jeg skulde hver Dag gaa med dem ud paa Kirkegaarden og fortælle dem om hende; men Ens højeste Ønsker bliver jo aldrig opfyldte her i denne sørgelige Verden. Farvel, søde, lille, elskede Fætter Isidor, nu skal jeg og Tyrk en Tur ned i Strandskoven.

Dettagli