FLOWMATIC er digte om en fucked-up verden, sønderrevet af krig og undertrykkelse. Kroppene er gaet i stykker. Tiden er gaet i stykker. De uidentificerbare kropsdele ligger spredt pa slagmarken. Fortid og nutid sker pa samme tid. Hvordan kan man tale fra dette sted, hjemsøgt af minderne? Et sted, hvor man er udsat og usynliggjort, betragtet som et udefrakommende objekt? Hvordan kan man fremsta som selvstændigt tænkende? Hvad er det udsatte menneskes sprog? Det giver digtene i Flowmatic et poetisk og hardtslaende bud pa.