Folkelighed og utopi

At Hans Kirk er den første marxistiske forfatter i Danmark er kun en halv sandhed. Han er samtidig den, der danner afslutningen pa en hundredarig episk og politisk tradition, bondelandets sidste store litterære skikkelse, Skjoldborgs, Aakjærs, Nexøs og Pontoppidans arvtager. Nar hundredtusinder af danskere i tresserne læste Kirks romaner var det, fordi de ville huske. I det arti i danmarkshistorien, der maske har bragt de største forandringer med sig, blev det pludselig vigtigt at have en identitet. Hvis man ikke kan erindre, kan man heller ikke tænke fremad. Hans Kirks forfatterskab er et godt sted at søge efter rødder. Han er en bibelkyndig marxist, der ved hvorfra han kommer; nar han er bedst en uovertruffen læremester i den kunst at bruge og arve historien.

Man kan ikke vende tilbage til fortiden, men hvis vi vil forandre virkeligheden, ma vi vide, hvad vi vil bevare. At skrive litteraturkritik betyder i en vis forstand at være spildsamler i historiens vejkant. Litteratur er utopi, et prøvende udkast til noget andet end det givne. Derfor er litteraturen et godt sted at søge efter forbindelsen mellem fortid og fremtid."

Sadan skriver Carsten Jensen i forordet til Folkelighed og utopi om hensigten med sin bog. Fra strukturen i almuekulturens mundtlige beretninger til temaerne i Martin Andersen Nexøs romaner gives der en analyse af forudsætningerne for Hans Kirks forfatterskab. Det vises, at der stik imod den traditionelle Kirk-tolknings antagelse ligger en dybtgaende konflikt i forfatterskabet mellem det utopiske natur- og menneskesyn, Kirk arver fra almuekulturen, og marxismens fabrikskult. I bogens afslutning stilles spørgsmalet om socialisme og kulturarv, og der tages kritisk stilling til halvfjerdsernes marxistiske litteraturkritik.

Dettagli