En Søndag, formentlig i 1840erne, var der Overhøring i en sjællandsk Landsbykirke, og Præsten opfordrede en af Pigerne pa Kirkegulvet til at sige et Vers, hvilket hun nu selv holdt mest af. Sa fremsagde hun, sikkert til Præstens Bestyrtelse, omtrent følge Lang beskrivelse En Søndag, formentlig i 1840erne, var der Overhøring i en sjællandsk Landsbykirke, og Præsten opfordrede en af Pigerne pa Kirkegulvet til at sige et Vers, hvilket hun nu selv holdt mest af. Sa fremsagde hun, sikkert til Præstens Bestyrtelse, omtrent følgende: Jomfru Maria, milde Mø, kom til mig, nar jeg skal dø, luk mine Øjne, tæt min Mund, vogt min Sjæl for Helvedes Grund! Et katolsk Vers i Folkemunde tre Hundrede ar efter Kirkeforbedringen - i et Glimt røbedes her, at Folkesjælen stadigt hægede om Minder fra Romerkirkens Tider, Ved ar 1800 lød ingen af Grundtvigs og Ingemanns Salmer og Sange, ved ar 1700 ikke de Brorsonske Toner. Atter hundrede ar før, ingen Kingo. Derfra hundrede ar tilbage, og vi star i den katolske Tids sidste dage. Hvad ejede Lægfolk dengang af religiøs Digtning pa dansk? Bl.a. en Række Digtninge af jævneste Præg, til intim, daglig Brug. Der er nemlig, næsten alene ved mundtlig Overlevering, bevaret en Række rimede Morgen- og Aftenbønner. De gør det ud pa én Gang for sma religiøse Digte og for virkelige Bønner. De fleste er først optegnet i det 18. til 20. Århundrede, men deres Indhold røber dem som Frembringelser af Romerkirken.