Islamiske digtere og tænker

Den nøje sammenhæng mellem digtning og tænkning er specifikt orientalsk. Perserne anvender det arabiske sprog til skematiske, teologiske og filosofiske udviklinger, men sadanne tørre, nøgterne fremstillinger tilfredsstiller dem ikke; de foretrækker at opføre deres metafysiske bygning dristigt, himmelstræbende som moskeernes minareter, og dertil melder poesien sig af sig selv til tjeneste. Omtrent fra det 12-13. arhundrede behersker sufismen det andelige liv i Persien. Næsten al poesi sejler mere eller mindre tydeligt under sufisk flag, og det er den europæiske orientalists opgave at undersøge, nar flaget lyver. Men sufismen er i virkeligheden ikke det eneste udslag af muslimernes spekulative and. Andre mindre almenkendte, men ikke derfor mindre interessante filosofiske retninger har faet deres udtryk i poesien, retninger, som alle bygger pa islam, men som bunder langt dybere, idet de har deres oprindelse i den sydende malstrøm af gammelkaldæiske, oldpersiske, indiske og græske ideer, hvori Forasiens tænkere fra arilds tid hvileløst har tumlet sig. Litterært set star tankedigtere som Nasir Khosru, Omar Khajjam, Ferid-ed-din Attar, Djelal-ed-din Rumi og Sadi i første række

Dettagli