Den nøje sammenhæng mellem digtning og tænkning er specifikt orientalsk. Perserne anvender det arabiske sprog til skematiske, teologiske og filosofiske udviklinger, men sadanne tørre, nøgterne fremstillinger tilfredsstiller dem ikke; de foretrækker at opføre deres metafysiske bygning dristigt, himmelstræbende som moskeernes minareter, og dertil melder poesien sig af sig selv til tjeneste. Omtrent fra det 12-13. arhundrede behersker sufismen det andelige liv i Persien. Næsten al poesi sejler mere eller mindre tydeligt under sufisk flag, og det er den europæiske orientalists opgave at undersøge, nar flaget lyver. Men sufismen er i virkeligheden ikke det eneste udslag af muslimernes spekulative and. Andre mindre almenkendte, men ikke derfor mindre interessante filosofiske retninger har faet deres udtryk i poesien, retninger, som alle bygger pa islam, men som bunder langt dybere, idet de har deres oprindelse i den sydende malstrøm af gammelkaldæiske, oldpersiske, indiske og græske ideer, hvori Forasiens tænkere fra arilds tid hvileløst har tumlet sig. Litterært set star tankedigtere som Nasir Khosru, Omar Khajjam, Ferid-ed-din Attar, Djelal-ed-din Rumi og Sadi i første række