Digtsamlingen Jeg vil ikke tilbage er Caspar Erics forsøg pa at fastholde COVID-katastrofen med et digt om dagen i 80 dage.
Jeg vil ikke tilbage er en historie over skiftende følelser, et arsenal over kortslutninger efter lock-down og en historie om, hvad det vil sige at være menneske, hvad det vil sige at være forbundne, hvad det vil sige at være et samfund.
Katastrofen vækker en ømhed, en medmenneskelighed pa det private og det overordnede plan, men gør det ogsa besværligt at leve op til den medmenneskelighed. I de nye digte er der et oplagt perspektiv; at vi alle er underlagt de samme vilkar, høje som lave i samfundet skal følge samme regler. Hvad gør det ved den enkelte? Hvordan reagerer vi pa begrænsningerne? Hvad gør det helt konkret ved os, hvilke tanker sætter det i gang hos os, at vi befinder os i denne situation af kontroltab? Og hvad sker der, nar ideen om, at vi er i samme bad, begynder at krakelere?
Det er digte, der befolkes med flasker, handsprit, telte i Fælledparken og afspærringsband ved Islands Brygge, der spirer frem i løbet af undtagelsestilstanden, mens foraret passerer uden for vinduet. Den potentielle katastrofe sætter mærker i verden, i hverdagen, og Caspar Eric forsøger at indfange følelsen af bade det lille og det store drama i takt med, at det folder sig ud. Det er digte, der leder efter det almene i den helt banale dagligdag, ligesom de undersøger, hvordan selv det helt intime rum gennemstrømmes af situationen i verden.