Judith Fürste

En Dag i Begyndelsen af Oktober 1883 laa paa mit Bord en af de Manuskriptpakker, som en Kritiker stadig faar sendt eller bragt ind i Huset, og derved et lille, provinsielt udseende, blaaligt Visitkort, hvorpaa Navnet Adda Ravnkilde var skrevet med snørklede Forbogstaver.

Henimod Maanedens Slutning kom den unge Pige, der havde afleveret det. Hun var naturlig, alvorlig, 21 Aar gammel, med kloge og klare Øjne. Der var noget Aandigt og Dristigt ved Blikket. Over Skikkelsen, som i den mørke Dragt var ganske dameagtig, men hvis Holdning manglede Sikkerhed og Frihed, var der Noget, der tydede paa tidlig Kamp og Sorg, en vanskelig Situation eller lignende.

Den Roman hun havde bragt, (det er ikke den foreliggende) røbede Evner, der hos saa ungt et Væsen maatte overraske. Den behandlede en ung Piges aandeligt ensomme Liv i en Provinsby, hvortil hun er kommen som Lærerinde, og hvor den Mand, paa hvem der alles Øjne hvile, viser hende paafaldende Hensyn og Hyldest. Han er en omtrent 40aarig dansk Greve, der lever adskilt fra sin Hustru og har et daarligt Ry paa sig for sit Levnet, men som staar højt over Omgivelserne ved Dannelse og Livserfaring. Hun har en ualmindelig Videlyst og en spirende digterisk Begavelse. Det lykkes Greven at vække denne unge Kvindes Interesse for ham, skjønt hun stræber imod, fordi hun føler hans Uværd som Menneske. Med sin Evne og Vilje til at se klart gjennemskuer hun, at han kun søger Adspredelse og Underholdning i hendes Selskab, ganske ligegyldig for om han ved sin haardnakkede Opmærksomhed kompromitterer hende i den lille Sladderby. Hun indser, saasnart hun tænker koldt, at hans Overlegenhed er en ydre, hans Fortrin formelle; hendes Selvagtelse er mange Gange større end hendes Agtelse for ham. Derfor vaander hendes Stolthed sig, da hun ikke kan tænke paa ham med Kulde, og hun kan ikke nægte det for sig selv, hun elsker ham, har elsket ham fra hun saa ham første Gang, formaar i Mellemtiderne mellem at hun ser ham, ikke at tænke paa andet end ham.

Der var paa dette Punkt i Skildringen af den unge Piges forgjæves nedkjæmpede, kvalfulde og frydefulde Kjærlighed til Grev Høg noget Oprindeligt og Ægte. Man fornam dette Liv med dets Higen, Venten og Spænding mod en eneste fast Forestilling som Maal, fornam den indre Modstand, der bøjedes og brødes, Stoltheden, der stred imod og bukkede under, endelig Følelsens Storm gjennem Kvindesjælen, Lidenskabens Sejersgang gjennem Sindet, Elskovens Sejerssang i alle Legemets Pulse.

Resten duede ikke stort, Slutningen var paaklæbet, som Slutninger i Regelen ere. Det var ikke lykkedes Forfatterinden at holde Heltindens Skikkelse tilstrækkeligt ud fra sin egen; vi hørte desuden mere om hendes Begavelse end vi saa til den, og selve den Omstændighed, at det Hele var fremstilt som en Forfatterindes Dannelsesproces, havde ved Æmnets Fortærskethed noget Utilfredsstillende ved sig.

Den unge Dame blev enig med mig om, at hun burde opsætte sin offentlige Optræden endnu nogen Tid, indtil denne kunde finde Sted med større Virkning. Da jeg roste Fremstillingen af den unge Piges Kjærlighed, svarede hun: «Sligt vil jeg ikke skrive mere», og der kom Taarer frem i hendes Øjne.

Dettagli