Min mor er død. Det kom som et chok for os alle, at Mopper var sa syg. Lægen gav hende et halvt ar, og vi tænkte: Ja, det er godt med dig. Men han havde ret. Hun fik nøjagtigt seks maneder. For helvede, det var hurtigt. Alt for hurtigt. Jeg tror ikke, man kan forestille sig, hvordan den sidste tid former sig. Jeg kunne i hvert fald ikke. I familien har vi tacklet det meget forskelligt. Vi sørger og savner hende stadig. Men jeg har brug for at dele mine tanker. Og jeg har altid elsket at høre Mopper fortælle om sit liv. Om sin barndom i England, sine drømme og beslutninger. Sin made at være i verden pa. Det gør hun for fuld gas her, den gamle. Vi naede at lave det meste af bogen sammen. Og hun glædede sig til, at den skulle komme! Nar jeg læser bogen, er det, som om Mopper sidder ved siden af mig. Som om hun læner sig ind over bordet og siger: "Lille Nogge-Gogge, de var nogle rovhuller men jeg fandt min vej." Kære Bobs, alle finder deres vej. Du fandt din, jeg har fundet min. Vi har altid elsket hinanden. Og det er sadan, det skal være. Bobsi, jeg knækker af grin, og jeg græder. Men sadan er det, nar man elsker.