Sa en morgen er undergangsdigte. Det er digte om alderdom, tab af evner og identitet, mistet kærlighed.
Det er ikke en rolig, afklaret stemme, der taler til os gennem digtene i Sa en morgen. Det er en stemme fuld af angst og foragt for forgængeligheden og døden. Et frit fald ned igennem en mørk elevatorskakt - sadan beskrives den sidste fase af livet i disse digte. Og hver dag er bare ét hug nærmere bunden.
Nar solen endelig bryder frem, er dens lys blot endnu et spot pa det ødelagte. Alligevel er der maske et hab, en morgen, i Henrik Nordbrandts nye bog. I sprogets suverænitet, i den skæve strøm af humor, som bevæger sig stille gennem værket, og i fortællerstemmens mod til at være til stede i sin egen ødelæggelse; nærme sig undergangen reflekteret, sansende, følsomt.