Støv og Stjærner

Op ad en støvgra bakke kravler et menneske med seje, langsomme bevægelser, hans ryg star paralelt med bakkens hældning. Da han kommer helt op, synes han, bagfra set, at sidde og sprælle pa en lodret pind, men nu drejer han, det er en siklist. Han gar som et pust ned ad bakken, vejen star skra og stiv foran som et bræt, og nede, hvor den forsvinder for øjet, star solen og venter pa ham; han kan bare køre lige ind, den er halvt nede, star dær som en gloende buehvælving. Manden er betaget af synet, han suser stift af sted som en keglekugle, myggene hagler mod hans ansigt, de sma hunde langs vejen kommer meget for sent. Men nu er solen sunket; han løfter hodet og ser sig om, farten sagtnes. Foran ham bugter sig landevejen som en snog, der flygter; den blir borte ved landsbyen, men langt fremme, oppe pa møllebakken, under en vinkel pa fem og fyrretyve grader, toner en stump vej frem og ser fristende ud.

Dær vil jeg op!

Han ruller stille igennem landsbyen hvad den nu hedder. De har renset gadekær; en krans mørkeviolet mudder ligger rundt om og star godt til det gule, en rivende stank snærter hans næsebor, men straks efter kommer lugten af stegt flæsk med løg.

Flæsk, hm. Manden blir tvivlradig, hans forhjul slar volter, de sma børn tar fingrene ud af mundene og flytter sig, idet de ældre griber efter de yngres ærmer. Alting er uhyre fredeligt. Støvet ligger fløjelsblødt og tykt ved siden af vejen tanken om støv under fodsalen, op mellem tæerne, stemmer ham idyllisk. To børn har hvert en stor bunke, de leger med; deres ansigter er næsten ikke til at se, da de har samme farve som den blegede muld, men haret er hvidt. Landevejsstøv, der render mellem fingrene som vand, er en velbehag at gribe i, at lægge sine bare ben i, og hvad der ellers er nøgent.

Mennesket glemmer igen, at han er sulten. Her er sa megen fred at se. Løvetandens dunhoder star som glødelamper mod aftenrøden, ude i kæret trækker frøerne deres vækkeure op, en sort grævlingekøter viser sin hvidgule bag inde pa bygmarkens grønne dun, folk snakker sammen med bagdelen op mod en stolpe, en dreng prøver at bide nok et stykke af en endeskorpe, han skruer tænderne sammen, vrider nedad og opad, til sidst knækker den, og han planter næsen midt i fedtet; ud af et gammelt hus, hvis dør hænger skævt, kommer rokkende en gammel kone, indhyllet som en mumie, gul og fed som en ædderkop hver pedalomdrejning bringer noget nyt, han kan darlig overkomme det.

Ved landsbyens post springer han af, retter benene og drikker vand og smiler, idet han tænker ved sig selv: Sa fik jeg da viklet den halve snes mil om mine sikkelhjul.

Uden for byen, ved en bivej, finder han en gammel halmstak, hvor han spiser sin mad. Derefter laver han et hul i halmen og sover ind med en arm om siklens styr.

Dettagli